Få vores nyheder på mail

Biogasbranchen etablerer frivilligt måleprogram for metantab fra biogas- og opgraderingsanlæg

Pressemeddelelse   •   Sep 12, 2016 12:43 CEST

Biogasbranchen etablerer frivilligt måleprogram for metantab fra biogas- og opgraderingsanlæg

Biogas Taskforce og Biogasbranchen har udarbejdet et program, der kan mindske og dokumentere metanudledningen fra biogas- og opgraderingsanlæg. Biogasbranchen vil på den baggrund etablere en frivillig ordning.

Et års arbejde med målinger af metantab fra biogas- og opgraderingsanlæg har ført til et koncept for et måleprogram, som kan minimere tabene fra anlæggene. Tre målefirmaer, seks biogasanlæg, to opgraderingsanlæg, en ekspertgruppe og Dansk Gasteknisk Center har været involveret i arbejdet med pilotprojektet. Konceptet vil danne basis for en frivillig ordning i regi af Brancheforeningen for Biogas.

Målet med den frivillige ordning er

  • at hjælpe det enkelte anlæg med at minimere metantab og dermed forbedre sin økonomi
  • at optimere biogasproduktionens klimaregnskab og dokumentere branchens indsats
  • at etablere et bedre datagrundlag med hensyn til faktiske tab fra danske biogasanlæg

Ordningen indebærer, at anlæggene definerer en rutine for egenkontrol og gennemfører denne minimum hver anden måned. Desuden skal anlæggene lade et eksternt firma kvantificere udslippet fra anlægget. For store anlæg skal dette ske minimum hvert andet år, og hver tredje år for små anlæg.

"Biogasbranchen fortjener stor ros for den systematiske indsats for at minimere metanudslippet fra biogasanlæg, som de nu går i gang med. Vi støtter biogas, fordi vi har brug for en grøn gas i stedet for naturgas, og fordi vi skal have nedbragt drivhusgasudledningen i landbruget. Det forudsætter naturligvis, at anlæggene er tætte. Jeg har stor tiltro til, at en frivillig ordning i brancheregi er det, der skal til for at sikre dette. Jeg vil opfordre alle anlæg til at tilmelde sig ordningen", siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Pilotprojektet har resulteret i øget viden om årsager til metantab og viden om, hvor man finder de største kilder til tab på biogasanlæg samt om målemetoder.

Der blev i projektet især fundet metantab fra en lagertank, to fortanke og et overbelastet opgraderingsanlæg, men der slap også metan ud ved ventiler og fra ventilation fra bygninger og kompressorer. Målingerne viste, at der er store tidsmæssige variationer i udslippene, og at der er behov for forsat at forbedre metoder og procedurer for at mindske usikkerhederne ved målingerne.

Erfaringerne fra pilotprojektet formidles i form af en rapport og en flyer til biogasanlæggene med anbefalinger om, hvordan de kan minimere deres udslip.

Læs rappporten "Pilotprojekt til et frivilligt måleprogram for metanudledning fra biogas- og opgraderingsanlæg".

Læs faktaarket: "Pas på metantab fra biogasanlæg - til gavn for miljø, klima og økonomi"

Yderligere oplysninger:

Bruno Sander Nielsen, Brancheforeningen for Biogas, mobil: 27245967

Bodil Harder, Energistyrelsen, mobil: 41905254, mail: bha@ens.dk

Torben Kvist, Dansk Gasteknisk Center, mobil: 21469506

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er ca. 400 beskæftiget i Energistyrelsen.