Få vores nyheder på mail

Julelys uden kæmperegning

Pressemeddelelse   •   Dec 08, 2017 11:37 CET

Vi danskere elsker lyskæder i den mørke tid, og særligt op til jul. Men det kan koste mange penge, hvis dine kæder bruger glødepærer, eller du har kæderne tændt hele døgnet. 5 lyskæder med hver 100 små glødepærer kan bruge strøm for 800 kr. i løbet af 6 uger. Energistyrelsen har på SparEnergi.dk samlet en række gode råd til, hvordan du kan skrue op for julehyggen og ned for elforbruget.

Gode råd, når du skal købe lyskæder

  • Gå efter LED. LED bruger ca. 80 % mindre strøm end glødepærer og holder typisk 25 gange længere. De fleste kæder er i dag LED. Hvis din kæde ikke er det, kan du overveje at skifte den ud og spare på elregningen.
  • Gå efter et lavt watt-tal. Jo lavere watt, desto lavere forbrug. Nyere LED-lyskæder bruger ca. 5 watt., en glødepære-lyskæde bruger ca. 35 watt, men du kan godt have en ældre model liggende, der bruger meget mere.
  • Tænd kæden, inden du køber. Det er en smagssag, hvilken farve lys og hvilken lysstyrke man bedst kan lide. Så se lyskæden tændt, inden du køber den.
Så meget kan du spare pr. kæde med 100 pærer 6 uger i 24 timer per døgn 3 mdr. i 24 timer per døgn
Brug LED-lyskæde frem for 35 watts glødepære-kæde 60 kr. 130 kr.
Brug LED-lyskæde frem for 80 watts glødepære-kæde 150 kr. 330 kr.

Kilde: SparEnergi.dk

Gode råd, når du har lyskæderne tændt

  • Brug tænd-sluk-ur på dine glødepære-kæder. Med et tænd-sluk-ur tænder julelysene automatisk, når du vil have det, så de ikke bruger strøm, når ingen ser det.
  • Husk at slukke, når julen er forbi. Hvis du nøjes med at have dine julelyskæder tændt 6 uger i den mørkeste tid, frem for i 3 måneder, kan du spare 190 kr. Pr. Lyskæde med 100 glødepærer.
  • Aflever udtjente lyskæder på genbrugsstationen. Du bør aflevere dine udtjente lyskæder på den kommunale genbrugsstation, da elektronikken kan genbruges.
Så meget kan du spare pr. kæde med 100 pærer Fra 24 til 6 timer per døgn i 6 uger Fra 24 til 6 timer per døgn i 3 mdr.
Reducer tændtid af 35 watts glødepære-kæde 50 kr. 115 kr.
Reducer tændtid af 80 watts glødepære-kæde 120 kr. 265 kr.

Kilde: SparEnergi.dk

Så meget koster det at have lyskæderne tændt

Energistyrelsen har sammenlignet forbruget på 3 forskellige julelyskæder: 1 ældre glødepære-kæde med et højt forbrug, 1 glødepære-kæde med et typisk forbrug og 1 LED-kæde.

Så meget koster det at have lyskæderne tændt 6 uger 6 uger 3 mdr. 3 mdr.
6 timer/døgn 24 timer/døgn 6 timer/døgn 24 timer/døgn
Glødepære-kæde, ældre, 80 watt 40 kr. 160 kr. 90 kr. 350 kr.
Glødepære-kæde, typisk, 35 watt 20 kr. 70 kr. 40 kr. 155 kr.
LED-kæde, 5 watt 2,5 kr. 10 kr. 5,5 kr. 20 kr.

Kilde: SparEnergi.dk

FAKTABOKS I

Sådan spotter du en lyskæde med glødepærer
Glødepærer i lyskæder er ofte aflange i formen, og du kan se glødetråden i midten. Derudover kan glødepærerne også typisk skiftes ud.
Overvej at skifte til en LED-kæde i stedet. Den bruger ca. 80 % mindre strøm og holder typisk 25 gange længere.

Kilde: SparEnergi.dk

FAKTABOKS II

3,3 mio. – så mange lyskæder findes i danske hjem.

Kilde: ElmodelBolig, Energistyrelsen

FAKTABOKS III

Flere lyskæder, mindre elforbrug
I de seneste år har vi danskere købt flere og flere lyskæder i de mørke måneder, og særligt op til jul. Men det kan ikke ses på elforbruget, som faktisk er faldet. Årsagen til dette er, at vi i stigende grad vælger LED-kæder, som bruger væsentligt mindre strøm end lyskæder med glødepærer.

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.