Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Få hjælp til at energirenovere boligen

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets pressemeddelelse:

Nu står BedreBolig-rådgivere klar over hele landet til at hjælpe boligejere i gang med at energirenovere deres huse. Og bor man i et af de 870.000 danske enfamiliehuse, som er bygget før 1980, kan der især være penge at spare på varmeregningen.

Efteråret er over os, og i takt med at temperaturen falder, stiger varmeforbruget og varmeregningen for de danske husejere. Men der er hjælp på vej, den nye rådgivnings-ordning, BedreBolig, skal nemlig gøre det nemmere for boligejere at komme i gang med at energirenovere deres huse.

Potentialet for at spare på energien i de danske boliger er stort – især i de 870.000 danske enfamilieshuse, der er bygget før 1980. Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen er derfor glad for, at der nu er etableret en ordning, som gør det langt mere overskueligt at komme i gang med at energirenovere boligen.

- Det er dyrt at varme en bolig op, og selvom vi er mange, der gerne vil spare på energien, kan det være svært at finde ud af, hvor vi skal starte; om vi skal gå i gang med at isolere tag, skifte vinduer eller noget helt tredje. Derfor er jeg glad for, at BedreBolig kan hjælpe med at give boligejerne overblik og svar på, hvad det koster, og hvor meget der spares på varmeregningen” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Rådgivere beregner pris og besparelse

De nye BedreBolig-rådgivere er håndværkere, ingeniører, arkitekter og andre bygningskyndige, der har gennemgået en særlig efteruddannelse godkendt af Energistyrelsen. I Regionen Nordjylland er der lige nu 26 rådgivere, og der kommer hele tiden flere til. Rådgiverne har beregningsværktøjer, der viser prisen for hvert enkelt renoveringsprojekt og den besparelse, som boligejeren kan se frem til, hvis han eller hun vælger at gennemføre forbedringerne.

Anbefalingerne samles i en BedreBolig-plan, som boligejeren kan tage med i banken. Planen kan danne grundlag for nye låne-beregninger, fordi den viser, hvordan familien kan få en bedre driftsøkonomi i boligen, hvis de for eksempel får skiftet vinduer, isoleret loftet eller pensionerer det gamle oliefyr.

Find en lokal BedreBolig-rådgiver og læs mere om ordningen på www.bedrebolig.dk

Her kan danske boligejere typisk spare på energien:


Eksempler fra BedreBolig-plan for 150 kvm villa bygget i 1954

  • Hulmusisolering med sten- elle glasuldsgranulat i alle ydervægge:Investering 30.000 kr. Årlig besparelse på varmeforbruget 5.600 kroner. Co2 besparelse: 1,28 ton/år
  • Ekstra isolering af loft, skråvægge og skunke med yderligere 200 mm isolering:
    Investering 68.000 kr. Årlig besparelse på varmeforbruget 3.100 kroner. Co2 besparelse: 0,69 ton/år.

Eksempler fra BedreBolig-plan for 153 kvm. villa bygget i 1972

  • Skift fra el-varme til naturgas kombineret med ny varmtvandsbeholder og solvarmeanlæg: Investering 208.000 kr. Årlig besparelse på varmeforbruget: 17.000 kroner. Co2 besparelse: 9,55 ton/år.
  • Udvendig renovering af facader og efterisolering af ydervægge og sokler:
    Investering 206.000 kr. Årlig besparelse på varmeforbruget: 7.600 kroner. Co2 besparelse: 2,77 ton/år

Eksempler fra BedreBolig-plan for 221 kvm. villa bygget i 1967

  • Indsætning af brændeovns-indsats med glasrude i åben pejs:
    Investering: 25.000 kr. Årlig besparelse på brændeforbruget: 3.000 kroner. Co2 besparelse: 1,25 ton/år
  • Efterisolere gavlvæg mod syd med 200 mm ekstra isolering:
    Investering: 31.000 kr. Årlig besparelse på varmeforbruget: 1.900 kroner. Co2 besparelse: 0,4 ton/år

Fakta BedreBolig-ordningen

  • BedreBolig er en ny, landsdækkende ordning, der skal gøre nemmere for boligejere at energirenovere deres huse. BedreBolig-ordningen har kørt som pilotprojekt i ni kommuner i første halvdel af 2014.
  • BedreBolig-rådgiverne er håndværkere, ingeniører, arkitekter og andre fagfolk inden for byggeriet, som kan rådgive boligejerne fra planlægning til færdig renovering.
  • En BedreBolig-plan indeholder både et budget for renoveringen og en beregning af den forventede årlige energibesparelse, hvilket især er nyttigt, når boligejeren skal låne penge til projektet.
  • BedreBolig indgår i aftalen om Vækstplan DK mellem den daværende regering, V, K og LA.

BedreBolig

Line Kold
Fuldmægtig
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 68 96
lkol@ens.dk

Dorte Arnsfelt Bæk
AC-medarbejder
Center for Organisation
Tlf.: 22 50 09 88
dab@ens.dk

Emner


Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Pressekontakt

Ture Falbe-Hansen

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46
Morten Christensen

Morten Christensen

Pressekontakt Teamleder for Presse & Kommunikation Energistyrelsen +45 33 92 68 58

Relaterede nyheder